En verden af forvandling
Om Bierte Hees billedverden
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie
Man kan opleve landskabet som et pænt og velordnet scenarium, passet til perfektion af en slags landskabets overgartner. Eller man kan se naturen som en evigt foranderlig proces af død og genfødsel, struktur og kaos og fragmentering og heling. Den første oplevelse passer meget godt til det danske landskab, hvor der ikke findes den plet jord, ager, eng eller skov, som ikke er nøje kalkuleret af landskabsarkitekter. Den anden oplevelse derimod kan man få i lande, hvor der rent fysisk er mere plads. Hvor
naturen virkelig kan virke frygtindgydende og majestætisk.
Det er den sidste oplevelse, Bierte Hee kredser om i sin kunst. Hendes malerier er, skønt hovedsaligt non-figurative, optagede af at skildre fænomenerne og processerne bag tingenes ydre skin. Alle de kolossale kræfter, der på såvel mikroskopisk og makroskopisk plan styrer livet på jorden: osmoserne, nedbrydningerne af væv, krystalliseringerne, sammentrækningerne, tidevandsbølgerne, erosionen, tørken, kulden og lavastrømmen fra vulkanudbrud. Alt dette og så lyset, der med dets rige palet af farver får omgivelserne til at skifte med lynets hastighed.
Med et sådans ambitionsniveau er der ikke megen idé i at lave pæne dekorative sofastykker og Bierte Hees malerier er da også voldsomme i deres udtryk og stoflighed med flere lag pigment, som spartles på eller sønderrives, så den hvide undermaling titter frem. Det er således ikke den fotografiske natur, men processerne bag naturfænomenerne, der søges gengivet i malerierne. Kompositionerne følger derfor heller ikke de pæne centralperspektivistiske regler, som Bierte Hee rent faktisk har lært som klassisk uddannet kunstner og tegner, men er malet ”all over” i rytmiske stød, der kan minde om bølgebevægelser eller om de eroderede former på ældgamle klippeformationer. En konstant vekslen mellem udvidelse og sammentrækning, der både kan være blid og poetisk og barsk og krystallisk hård.
Overalt fornemmes Bierte Hees ægte betagelse af denne verdens fænomener, store som små. En betagelse, der kan opleves som ikke bare henrykkelse, men direkte ekstase over denne verdens skønhed. Skønhed vel at mærke ikke forstået som noget pænt og nydeligt, men som noget altgennemstrømmende, kraftfuldt og oversanseligt.
Der er derfor også et element af noget ukontrollabelt og farligt over malerierne ved siden af deres umiskendelige poesi og lyskraft. De er ikke bare vidner om naturens blidhed og dekorative kvaliteter, men om de voldsomme, ja ligefrem destruktive kræfter, der er en integreret del af den. Det er malerier, der kræver af deres beskuer, at man selv har oplevet disse kræfter og følt den sammen betagelse af både den stille og den voldsomme side af naturen.
Har man det, belønnes man så også af en genkendelsens glæde ved at betragte Bierte Hees billeder. Man husker de øjeblikke, hvor man for en stund har glemt de små eller større hverdagsproblemer til fordel for et klarsynet og spontant indblik i noget, der er større end en selv, men som man paradoksalt nok alligevel er en uløseligt del af.
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie
Man kan opleve landskabet som et pænt og velordnet scenarium, passet til perfektion af en slags landskabets overgartner. Eller man kan se naturen som en evigt foranderlig proces af død og genfødsel, struktur og kaos og fragmentering og heling. Den første oplevelse passer meget godt til det danske landskab, hvor der ikke findes den plet jord, ager, eng eller skov, som ikke er nøje kalkuleret af landskabsarkitekter. Den anden oplevelse derimod kan man få i lande, hvor der rent fysisk er mere plads. Hvor
naturen virkelig kan virke frygtindgydende og majestætisk.
Det er den sidste oplevelse, Bierte Hee kredser om i sin kunst. Hendes malerier er, skønt hovedsaligt non-figurative, optagede af at skildre fænomenerne og processerne bag tingenes ydre skin. Alle de kolossale kræfter, der på såvel mikroskopisk og makroskopisk plan styrer livet på jorden: osmoserne, nedbrydningerne af væv, krystalliseringerne, sammentrækningerne, tidevandsbølgerne, erosionen, tørken, kulden og lavastrømmen fra vulkanudbrud. Alt dette og så lyset, der med dets rige palet af farver får omgivelserne til at skifte med lynets hastighed.
Med et sådans ambitionsniveau er der ikke megen idé i at lave pæne dekorative sofastykker og Bierte Hees malerier er da også voldsomme i deres udtryk og stoflighed med flere lag pigment, som spartles på eller sønderrives, så den hvide undermaling titter frem. Det er således ikke den fotografiske natur, men processerne bag naturfænomenerne, der søges gengivet i malerierne. Kompositionerne følger derfor heller ikke de pæne centralperspektivistiske regler, som Bierte Hee rent faktisk har lært som klassisk uddannet kunstner og tegner, men er malet ”all over” i rytmiske stød, der kan minde om bølgebevægelser eller om de eroderede former på ældgamle klippeformationer. En konstant vekslen mellem udvidelse og sammentrækning, der både kan være blid og poetisk og barsk og krystallisk hård.
Overalt fornemmes Bierte Hees ægte betagelse af denne verdens fænomener, store som små. En betagelse, der kan opleves som ikke bare henrykkelse, men direkte ekstase over denne verdens skønhed. Skønhed vel at mærke ikke forstået som noget pænt og nydeligt, men som noget altgennemstrømmende, kraftfuldt og oversanseligt.
Der er derfor også et element af noget ukontrollabelt og farligt over malerierne ved siden af deres umiskendelige poesi og lyskraft. De er ikke bare vidner om naturens blidhed og dekorative kvaliteter, men om de voldsomme, ja ligefrem destruktive kræfter, der er en integreret del af den. Det er malerier, der kræver af deres beskuer, at man selv har oplevet disse kræfter og følt den sammen betagelse af både den stille og den voldsomme side af naturen.
Har man det, belønnes man så også af en genkendelsens glæde ved at betragte Bierte Hees billeder. Man husker de øjeblikke, hvor man for en stund har glemt de små eller større hverdagsproblemer til fordel for et klarsynet og spontant indblik i noget, der er større end en selv, men som man paradoksalt nok alligevel er en uløseligt del af.
